Langeland Bibliotek, bannerbillede

Tema: Netmusik

Klassisk tip

Der er også meget klassisk musik at finde på BibZoom.dk, du kan bl. a. finde Schuberts "Moments musicaux" med den unge franske klavervirtous David Fray. På netmusik.dk er stykket tilgængeligt døgnet rundt, alle ugens dage!

"Moments musicaux" indeholder Franz Schuberts seks korte stykker for soloklaver af samme navn (D. 780), hans fire "improptus (D. 899) og "Allegretto" i c-mol (D. 915). Alle værkerne er skrevet i perioden 1823-28 og hører til kategorien af korte formfrie klaverstykker, der var populære i første halvdel af det 19. århundrede og er samtidig blandt Schuberts mest opførte klaverværker.

Lyt til et lydklip fra Moments musicaux nr. 3

Med sin mørke og melankolske klangfarve og sit flydende tempo spiller David Fray ikke umiddelbart på en "Schubertsk" måde, men det der alligevel gør ham overbevisende som Schubert-fortolker, er hans "dirigentiske" tilgang til noderne og hans skarpe følelsesmæssige forståelse af stoffet. Fray betragter Schuberts sene klaverværker som et vidnesbyrd om en komponist, som er optaget af sin egen dødelighed, hvilket synes logisk, da Schubert et par år tidligere havde fået konstateret sygdommen syfilis, og Frays melankolske tolkninger støtter denne overbevisning.

Fray er født i 1981 og har spillet klaver fra 4-års alderen. Han er uddannet ved konservatoriet i Paris, vundet adskillige priser og har haft en karriere i ekspresfart. Det er især udgivelser af klaverkoncerter af J. S. Bach, en Bach/Boulez-udgivelse og altså denne Schubert udgivelse, som har høstet anmelderroser.

Den meget personlige og udtryksfulde spillestil overrasker ikke, hvis du kender lidt til unge David, f. eks fra YouTube. Han bliver sammenlignet med Glenn Gould, ikke kun for hans forkærlighed for Bach, men også for hans særegne og finurlige udtryksform, både som pianist og dirigent.

Vi kommer sikkert til at høre mere til David Fray og forhåbentlig giver han også koncerter i Danmark i fremtiden.

Find David Fray på bibzoom.dk

Bestil CD med David Fray

Sidst opdateret af Niels Jakobsen
09. september 2010